Fra sofakartoffel til ironman på 30 uger

SONY DSCEfter en hård periode med stress på arbejdet og et brud med kæresten besluttede Kian Karas, at der skulle ske noget nyt. Uden at være i særlig god form meldte han sig til en ironman-konkurrence. Og så kunne en lang træningsperiode ellers begynde.

Af Cathrine Mattsson

 

10 timer og 53 minutter er tiden, der står på uret, da den 32-årige ingeniør, Kian Karas krydser målstregen til årets KMD Ironman Copenhagen. Han har tilbagelagt 3.8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb. Og nu kan han så kalde sig ironman.

Hvis nogen havde kigget på Kian et halvt år før, han de næppe set en ironman for sig. Efter en svær tid med stress og et brudt kæresteforhold lå Kian Karas mest på sofaen. Når han altså ikke lige var i byen og drikke. Sammen med to kammerater, der også var nyslåede singler, havde han i fire måneder været på én lang druktur.

”Jeg drak og var i byen hele tiden. Men jeg fik det hverken bedre eller syntes, det var sjovt. Til sidst begyndte mine venner at kommentere, hvis jeg ikke drak. Og så indså jeg, at der måtte ske noget,” forklarer Kian Karas.

Valget faldt på det mest ekstreme

Kian Karas besluttede helt at holde op med at drikke, og i stedet finde en ny hobby at fylde sin tid ud med. Og det skulle være noget ekstremt:

”Det skulle være vildere, end hvad andre har gjort. Alle har efterhånden løbet maraton, så det var ikke nok. Jeg ville gøre noget endnu mere ekstremt. Og det mest ekstreme, jeg lige kunne komme på, var en ironman.”

Stik mig en plan

Kian Karas tog kontakt til fysioterapeut og Master i Idræt og Velfærd, Lene Theill fra Fit4You. Hun havde tidligere været tilknyttet som sundhedskonsulent på hans arbejde, så han kendte hende i forvejen. Lene Theill udarbejdede en minutiøs plan for Kian Karas’ kost, træning og hvile. Planen indeholdt træningspas seks gange om ugen med svømning, cykling, løb, styrketræning og såkaldt coretræning, hvor den centrale muskulatur i kroppen styrkes.

”I startede virkede det nemt, og jeg var lidt utålmodig efter at øge intensiteten. Det føltes som om, jeg ’ikke fik brændt mig selv af’, ” fortæller Kian Karas og tilføjer:

IMG_1440

”Jeg kan godt lide at pine mig selv. At mærke smerten og ubehaget. Udfordringen for mig er ikke selve løbet, men det mentale i at overvinde mine egne grænser.”

For Kian Karas blev trænings- og kostplanen en plan for hele hans liv det næste halve år. Han rettede alle øvrige aktiviteter ind efter træningsplanen, og på den måde kunne han følge den til punkt og prikke.

”Hvis jeg selv havde lagt en træningsplan, havde det været for nemt for mig at springe over. Det var det meget motiverende for mig, at jeg jævnligt skulle mødes med Lene. Det gjorde, at jeg følte en større forpligtelse til at overholde planen,” siger Kian Karas.

Planen skal forbedre formen uden at give skader

Lene Theill, der i sin virksomhed Fit4You, blandt andet er personlig træner, er enig i, at det er svært på egen hånd at planlægge og overholde en træningsplan. For mange, der prøver selv, ender planen med at gå i vasken, enten fordi de får skader, eller fordi modstanden fra omgivelserne bliver for stor.

Ifølge Lene Theill er træning til ironman også kompliceret af, at man skal træne sig op i tre forskellige discipliner.

”Det er en balanceakt hele tiden at forbedre sig i alle tre discipliner. Man skal undgå skader, og så er det vigtigt at spise og drikke både rigtigt og nok. Og det hele skal times i forhold til datoen for konkurrencen,” forklarer Lene Theill.

Skræddersyet plan tager højde for det hele

Når Lene Theill laver en individuel træningsplan til for eksempel en ironmankonkurrence, så er det ikke blot træning af de tre sportsdiscipliner, hun fokuserer på:

”Planen skal indeholde elementer af alle tre idrætsgrene. Derudover laver jeg en separat plan for kost, væske og søvn. Det er vigtigt, at planen er realistisk i forhold til udøverens hverdag og kan tilpasses arbejde, ferie og familieliv. Planen skal være meget konkret, så udøveren nemt kan fokusere på den, og endelig skal den kunne tilpasses løbende, så man undgår skader,” siger Lene Theill.

Med den rette plan kan målet nås

For Kian Karas har forløbet omkring ironmankonkurrencen været en øjenåbner i forhold til, hvor afgørende den rigtige plan er for udfaldet:

”En af de ting, jeg har fået ud af det, er bevidstheden om, at hvis man forbereder sig fornuftigt, kan man få gode resultater på relativt kort tid.”

Kian Karas er ikke sikker på, at han stiller op til en ironmankonkurrence igen, for nu hvor målet er nået, trækker nye udfordringer mere. Han overvejer i stedet at udfordre sig selv i langdistanceløb.

Og én ting er sikkert: Kian Karas bliver ikke længere stamgæst hverken på sofaen eller på byens barer.